Codegarden 2026: Ubuntu

For et par måneder siden skrev jeg om min oplevelse til Umbraco Spark 2026. Turen ned til Bristol fra mit hjemmekontor i det landlige Lincolnshire var præcis det, jeg havde brug for på det tidspunkt. At arbejde fjernt havde efterladt mig med en følelse af at være ret afskåret fra resten af branchen, og Spark gav mig en hårdt trængt påmindelse om, hvorfor jeg overhovedet kan lide softwareudvikling. Hvis Spark var tændrøret, så var CodeGarden 2026 benzinen.

For at sætte dette års event i perspektiv er jeg nødt til at se tilbage på CodeGarden 2025. Helt ærligt mødte jeg op som en kæmpe skeptiker. Jeg deltog sammen med en kollega, som jeg klamrede mig til for at få moralsk støtte, og holdt mig for det meste for mig selv. Da Umbraco-kaninen gik forbi og tilbød high-fives, var min umiddelbare tanke: "Skal jeg virkelig forholde mig til en kæmpe kanin lige nu?"

Jeg forstod simpelthen ikke hypen, jeg var en outsider. Jubelen og det intense fællesskabsengagement efterlod mig fuldstændig forvirret. Jeg var fysisk i Odense, men mentalt havde jeg ikke forladt mit skrivebord i Lincolnshire.

I år var det anderledes. Da jeg trådte ind til CodeGarden 2026, bemærkede jeg, at hele min indstilling havde ændret sig. I stedet for at gemme mig bagerst og undgå øjenkontakt, tog jeg mig selv i aktivt at lede efter kaninen bare for at få en high-five.

Forandringen skyldtes ikke kun de gode svingninger, der var tilovers fra Spark. Den udsprang af et koncept, som jeg har tænkt meget over på det seneste: Ubuntu.

Ubuntu er en afrikansk filosofi, der ofte oversættes som "Jeg er, fordi vi er." Det er tanken om, at vores vækst, identitet og succes er dybt forbundet med de mennesker omkring os. Inden for softwareudvikling er det utrolig nemt at glemme dette. Vi tilbringer timer med at stirre på skærme, håndtere fejl i isolation og falde i fælden med at tro, at det er et ensomt job. Men til CodeGarden føltes den filosofi utrolig virkelig. Jeg vidste, at jeg var ved at blive en bedre udgave af mig selv, fordi fællesskabet fik det frem i mig. Den introverte udgave af mig var ved at blive – vover jeg at sige det – en smule ekstrovert. 

Open source fungerer ikke i et vakuum. Pakkerne, dokumentationen, forumsvarene. De er fuldstændig afhængige af en kollektiv indsats. Mine egne fremskridt det seneste år er ikke kun kommet ved at slide derhjemme ved skrivebordet; det er sket på grund af fællesskabets delte viden og støtte. Jeg er en bedre udvikler på grund af den kollektive indsats omkring Umbraco.

I løbet af ugen gik samtalerne ud over de helt basale API-opdateringer eller tekniske funktioner. Folk talte om fælles udfordringer og om at løse problemer sammen. At komme over mit karrieredyk handlet faktisk ikke om at lære et nyt framework; det handlet om at genetablere kontakten til mennesker. Hver eneste hurtige sludder over en kop kaffe eller spontane open-space-session gjorde det klart, at vi ikke bare er isolerede udviklere, der arbejder på hver vores kodebase. Jeg mistede momentum tidligere i min karriere, fordi jeg holdt mig inde i min egen lille verden. Jeg havde glemt værdien af fællesskabet.

Det er min personlige læring fra i år, men jeg ved godt, at du sikkert er her for at læse selve opsummeringen af eventet. Sådan forløb ugen:

Rejsen startede fra mine vidunderlige svigerforældres hus i Northampton. Jeg rejste ned fra Sleaford aftenen før for at gøre turen til Stansted lettere for mig selv. Efter et par små opgaver om morgenen og nogle sidste tjek med Spinbox-teamet tog jeg tidligt af sted mod lufthavnen. 

Jeg er ret risikoavers; i mit hoved tænker jeg på trafik, ulykker, ingen parkeringspladser, lange sikkerhedskøer og tasker, der bliver taget ud til ekstra kontrol. Så det var en trøst at ankomme tidligt til lufthavnen. Da jeg ankom uden alt for mange problemer, loggede jeg på for at lave det sidste arbejde, mens jeg ventede på mit fly

På grund af flyforsinkelser ankom jeg ret sent til CPH Lufthavn. Da jeg kom igennem passkontrollen, var det for sent at tage et tog, så det blev Metroen. Det betød en 20 minutters gåtur til hotellet. Det gamle mig ville have været rasende, men det nye mig indså, at intet, jeg kunne have gjort, ville have ændret på udfaldet. Så jeg følte mig tryg ved at gå alene rundt i en by klokken 1 om natten, og jeg indtog synet og lydene på en langsom og rolig gåtur.

Jeg ved stadig ikke, om det er okay at krydse vejen i Danmark, hvis det er sent om aftenen, der ikke er nogen biler, men manden i lyssignalet lyser rødt.

Efter at have snakket med min chef Rehan om morgenen, ankommet og givet kaninen et high five, gik jeg i gang med Dag 1 og de indlæg, jeg på forhånd vidste, jeg ville se:

• Keynote

  • Keynoten havde en slide, der satte nogle tanker i gang hos mig. Jeg havde for nylig set en short/reel/tiktok med noget i stil med

    "Jeg ville ønske, du vidste, at du befandt dig i de gode gamle dage, mens de stod på, og ikke først indså det bagefter".

    Jeg føler ofte, at jeg er gået glip af meget i livet af forskellige årsager, men det føles virkelig som om, vi er i de gode dage nu. De tidlige dage med noget nyt og spændende, drevet af de hurtige fremskridt inden for kunstig intelligens. 

    En anden del af keynoten var, da Umbraco Automate blev annonceret. Da jeg er en selvudnævnt fedtsyl, var det et ekstra stort plus, at det blev annonceret som gratis og til fællesskabet.

• Vibecoder to AI Engineer

  • Min vigtigste indsigt fra Matts oplæg var token-håndtering gennem strukturerede og sammenkædede 'CLAUDE.MD'-filer samt at tage ansvar for den kode, man committer. Hvis onkel Claude skriver koden, og jeg committer den, påtager jeg mig ansvaret for den kode. 

• It's elemental; reuse your content

  • Jeg havde set noget af dette demonstreret tilbage på Spark 2026, men det var fantastisk at se det igen og se den retning, det bevæger sig i. Muligheden for at skabe genbrugeligt indhold via elementer og i sidste ende genbrugelige blokke bliver en gamechanger for indholdsredaktører og kunder. Som nævnt tilbage i marts kan jeg rigtig godt lide bevidstheden om at skabe et visuelt sprog til at vise, hvilket indhold der deles, og hvilket der ikke gør.

• AI as your sidekick

  • Barbaras oplæg var interessant for at se, hvordan andre bruger AI i hverdagen. Jeg kunne genkende frustrationerne over, når den tager fejl, såvel som de wow-øjeblikke, hvor den overrasker en. Jeg har de øjeblikke, hvor jeg går fra "Jeg theder AI, den tog fejl, og nu skal jeg alligevel gøre det selv" til "Wow, det her sparede mig sandsynligvis 1 til 2 timers arbejde." Min læring fra Barbaras fremragende oplæg var at onboarde din AI, præcis som du ville gøre med en ny medarbejder. Forvent ikke, at den ved, hvad du vil have, eller hvordan du arbejder. 

• Umbraco in AI

  • Det er altid fantastisk at se Umbraco og deres AI-strategi. Denne gang handlet det om Umbraco i AI-verdenen med fokus på MCP. Phil demonstrerede et rigtig godt use case, hvor man kunne tage MCP-serveren, UI-biblioteket og få en fungerende mock-up i Claude Design. Både Paul Seal og jeg talte om det dagen efter og det potentiale, dette åbner op for i forhold til at skabe en fungerende prototype til kunder. Udviklingen af backoffice-kompetencerne er også nået langt, og jeg var ivrig efter at tage dette med tilbage til teamet hos Spinbox.

Til Codegarden hører man altid om den berømte (eller berygtede?) bingoaften og al den ballade, der runder dag 2 af, men jeg var ikke forberedt på, at gallamiddagen ville være så underholdende.

Da eftermiddagen nærmede sig, var jeg fuldstændig smadret efter at have kørt på omkring fem timers søvn. Jeg var faretruende tæt på at springe gallamiddagen over bare for at styrte om i mit værelse, men jeg tog mig sammen og kom ud af min skal.

Det vidunderlige hold fra Gibe Digital adopterede i bund og grund mig som en af deres egne for aftenen. At sidde sammen med Cat Todd, Steve Temple og resten af Gibe-holdet forvandlede aftenen til et spektakel, jeg ikke glemmer foreløbig.

Underholdningen var præcis den form for skævt kaos og glæde, folk taler om. Lige fra at se en improviseret Spice Girls-genforening til en optræden med Peaky Blinders på scenen, lå hele lokalet flad af grin. Men selv med alt det hurlumhej omkring os, fik jeg alligevel nogle rigtig gode snakke med Cat og Gibe-holdet. Det var den perfekte blanding af absolut konferencekaos og ægte kontakt, og jeg er så glad for, at jeg ikke gik glip af det.

Efter at have fået en lidt bedre nattesøvn gik jeg ind til Dag 2 med et frisk sind. Ligesom før havde jeg allerede udstyret mig med de foredrag, jeg gerne ville se.

• Accelerating Package Development with Umbraco 17 automation (Paul Seal)

  • Pauls foredrag handlet om hans rejse med at fjerne manuelle trin fra pakkeudvikling, og hvordan en livsbegivenhed kan få dig til at finde nye måder at gøre tingene på, når du er begrænset. Automatiseringen blev udført ved hjælp af Github Actions, Backoffice Management API og Playwright.

• AI in Umbraco (Matt Brailsford)

  • Matts foredrag førte os igennem et eksempel på publicering af podcasts i Umbraco og automatisering af transskribering ved hjælp af AI. Det, der var rigtig fedt – hvis man stadig bruger det ord – var at se, hvordan løsningen udviklede sig ved hver iteration og til sidst udnyttede de nye Triggers and Actions i Umbraco Automate.

Selvom alle foredrag indtil dette punkt var gode og fremragende, var det her, jeg følte mig en smule "AI-mæt", hvis jeg skal være ærlig, og jeg tror, der var mange, der havde det på samme måde. Jeg tog en lille pause i Dev Rel-området og endte med at løse Codegarden-puslespillet sammen med Steve Temple. Vi kunne jo ikke svigte Lottie! At sidde der og lægge puslespillet gav mig virkelig tid til at falde til ro med mine egne tanker et stykke tid.

Efter at have fuldført puslespillet og ventet på de næste foredrag fik jeg en snak med Ben Szymanski, som jeg mødte i 2025. Vi drøftede, hvordan hans pakkeudvikling gik, og den indsats, som community-dokumentationsteamet lagde i at få dokumentationen op à date. Et stort tillykke med hans første MVP-pris.

De sidste foredrag på dagen, jeg så, var:

• Migrating three large websites built on Kentico, Wordpress and Webflow into one Umbraco platform (Daniel Horn)

  • Det var interessant at høre, hvordan Daniel og hans team greb dette projekt an. Et stærkt budskab, jeg tog med mig fra dette foredrag, var:

  • "Det er nemt at flytte indhold. Det er meget sværere at flytte de mennesker, der er afhængige af det."

• Automate All the Things: Building & Evolving Umbraco Sites with AI Agents (Shannon Thompson)

  • Dette var endnu et foredrag, hvor det var fantastisk at se AI i aktion, mens der blev bygget et site fra bunden med AI og Umbraco. Det er altid modigt at lave live-demonstrationer, især med AI og dens uforudsigelighed. Foredraget og demoen forløb dog helt uden problemer, og jeg forlod foredraget med et nyt værktøj, jeg kunne tale med Spinbox-teamet om, når jeg kom tilbage

Lige før middagen blev Rehan og jeg inviteret til at få taget et billede sammen med forskellige andre partnere. Jeg havde en hel flaske mousserende vin og ingen at dele den med, men det var her, at højdepunktet på Dag 2 fandt sted. Jeg havde den ære at møde Jenny Kitchen og Calvin Davis fra Yoyo Design. Vi havde en rigtig god samtale om livet over vores flasker med bobler og var ærgerlige over, at vi ikke kom til at sidde sammen til middagen (Rehan og jeg vidste ikke, at man kunne reservere pladser :D).

Jeg vil udelade løjerne og overlade dem til din fantasi, men jeg var dog kun ét nummer fra at vinde en af bingopræmierne, hvilket jeg på samme tid er svært tilfreds og ærgerlig over.

Den sidste dag i Codegarden-ugen bød på en hackathon, en bådtur og frokost hos Warpigs på programmet. På grund af usikkerheden omkring lufthavnssikkerhed og immigration besluttede jeg at springe bådturen over for blot at sikre mig, at jeg nåede mit fly.

Dette var min første officielle hackathon. Tilbage til Umbraco Spark undrede det mig, hvordan en gruppe udviklere kunne bikse en pakke sammen så hurtigt. Vi havde kun tre timer denne gang, men jeg lærte stadig masser om at få sat hurtige udviklingsmiljøer op for at komme i gang. 

Dagens højspunkt, og uden tvivl hele min Codegarden-oplevelse, var da den legendariske mand selv, Paul Seal, satte sig ved siden af mig til hackathonen. Vi havde krydset veje kortvarigt tidligere på ugen, men vi havde begge travlt, og til sit forsvar skulle han forberede et foredrag. Efter at have snakket lidt sammen indså vi, at vi var på det samme fly tilbage til Storbritannien, og blev enige om at følges ad resten af dagen.

Jeg var helt ærligt lidt i chok. At hænge ud en hel eftermiddag med den fyr, der lærte mig om Umbraco tilbage i v8, føltes som et enormt privilegium. Oven i det fik vi frokost med Joe Glombek, som inspirerede mig dengang til Spark og venligst nævnte mig i sit foredrag sammen med Shannon Deminick. Jeg følte mig først lidt malplaceret omgivet af veletablerede navne i fællesskabet, men gruppen tog imod mig med åbne arme. Jeg var ikke længere den der outsider fra 2025; jeg følte en form for samhørighed.

Man skulle tro, at en flok udviklere, der hænger ud, bare ville tale om teknologi, men det gjorde vi ikke. Vi talte bare om vores liv, vores baggrunde og ugens begivenheder. 

Ventetiden i lufthavnen var lang, men Paul og jeg holdt samtalen i gang om familie og ferier, og jeg fik tilmed en frontrow-demo af hans pakke-script-writer. Til sidst var det tid til at skilles ad til vores respektive sæder og rejsen hjem.

Jeg har aldrig rigtig oplevet Codegarden-tømmermænd før. Dels fordi jeg til Codegarden 2025 ikke helt havde fordøjet det hele. Så det var lidt et chok for systemet.

For at bløde det lidt op tog jeg min helt nye Umbraco-hættetrøje på og gik en tur på landet. Ja, det er juni, men jeg havde brug for trøstens tæppe.

Det er en voldsom kontrast. Ude på de grusveje blev den hektiske iltning mellem sessioner erstattet af den langsomme knasen fra mine støvler, og menneskemængdens brusen veg for blot vinden, der blæste gennem afgrøderne. Men det stille landskab i Lincolnshire var præcis den nulstilling, jeg havde brug for til at lade ugen synke ind.

Man tager til disse events med en forventning om at fokusere udelukkende på det tekniske. Men mens jeg gik langs kanten af ​​de tomme marker, gik det op for mig, hvorfor nedturen var så voldsom i år.

CodeGarden 2026 beviste for mig, at magien ved softwareudvikling ikke bare ligger i den kode, vi skriver, men i de mennesker, vi bygger det sammen med. Så tak for high-fiven til personen i kanindragten. Og tak til Umbraco-fællesskabet for at vise mig, hvordan Ubuntu virkelig ser ud i praksis.

Hvis du gik glip af den, er Aftermovie-videoen på Umbraco HQs kanal blevet udgivet, og den giver dig et indblik i, hvordan ugen forløb.